DisneyLand Paris

Uden for Paris ligger DisneyLand Paris, en kæmpe forlystelsespark med Disneys tema, hvor man kan opleve en magisk stemning i børnehøjde med alle de kendte figurer fra Disneys univers. Det er Europas største turistdestination, og det er et sted man gerne skal afsætte et par dage til.

Her kommer en guide til dig, der skal besøge Disneyland i Paris for første gang:

HVORDAN KOMMER JEG TIL DISNEYLAND I PARIS?

Er du allerede på ferie i Paris, kan du tage toget ud til Disneyland. Du hopper på et RER tog linie A, der kører ud til parkerne. Stationen du skal stå af på hedder Marne-la-Vallée/Chessy, og turen fra fx. Triumfbuen tager en time, og du skal skifte i Boissy–Saint–Léger. Køreplaner kan ses på RATPs hjemmeside

Ankommer du med fly og selv skal stå for transport ud til Disneyland, kan du tage en lufthavnsbus, der kører direkte til Disneyland fra både Charles De Gaulle og Orly lufthavnene. VEA lufthavnsbussernes køreplaner kan ses her

Vil du købe en pakkerejse der inkluderer transport og ophold i et af Disneyland Paris’ hoteller, kan du købe rejsen hos Disneyland.dk.

HVAD KOSTER BILLETTERNE?

FDM travel har gode tilbud, hvis du køber en rejse gennem dem med flybilletter, hotelophold + billetter til indgangen. De kan desuden også sørge for flybilletter. Hvis du allerede er i Paris og vil købe en en-dagsbillet, køber du dem ved indgangen. De koster pt. 375 kr. for voksne og 315 kr. for børn (3-11 år). For aktuelle priser, tjek da Disneylands officielle hjemmeside.  Bestiller du selv det hele, kan du bestille indgangsbilletterne online på Disneylands hjemmeside eller flere steder i Paris. Bl.a. på de største Metro stationer eller i Virgin Mega Store på Champs Elysées.

HVAD ER DER AT SE I DISNEYLAND?

Disneyland Paris er egentlig to parker. Der er Disneyland Park og så er der Walt Disney Studios Park. Mellem de to parker ligger Disney Village, som er et underholdningsområde med butikker, restauranter, musik, dans, biografer osv. Derudover ligger der i umiddelbar forlængelse heraf et kæmpe område med Disneylands hoteller, mere herom senere.

Disneyland Park er inddelt i 5 temalande:  Mainstreet, USA, FrontierLand, DiscoveryLand, AdventureLand og FantasyLand. Hvert temaland har sine forlystelser, så der er noget for enhver smag.

Walt Disney Studios Park er inddelt i fire områder med hvert sit fokus på Disneys vidtrækkende produktion af tegne- og spillefilm. Se hvordan man animerer og prøv det selv, eller se et show, hvor du får et indblik i hvordan stuntmændene udfører deres vilde stunts. Se hvordan et Disney TV show bliver produceret og meget mere.

HVOR SKAL JEG BO?

Disneyland Paris tilbyder indkvartering på 7 forskellige hoteller i og omkring parken. Disneyland Hotel ligger lige ved hovedindgangen og resten af hotellerne er placeret i umiddelbar nærhed af Parken i et større skovområde. Alle hotellerne har deres eget tema. Du kan lege cowboy på Hotel Cheyenne, slappe af i Sequoia Lodge der befinder sig midt i en amerikansk nationalpark eller få den ultimative luksus på Disneyland Hotel.

Du kan også vælge at finde et hotel uden for DisneyLand. Søg da f.eks. på hotels.com

God fornøjelse med din ferie i Disneyland, Paris

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.